Mission: find foråret!
Tirsdag i uge 10 tog Smølferne ud for at finde foråret. Solen skinnede og fuglene sang. Vi havde Niels Ejeby-Ernest med på turen, da han ville se vores måde at forske på ude i skoven. På vejen ud blev rådnekassen beriget med en "brud", som nu kan ligge og rådne til vi kan hente knoglerne om et par måneder.
Formiddagen gik med at indsamle hvad vi kunne finde af små dyr i skovbunden, og i de rådne træer. Amalie fandt store flotte snegleæg. Efter madpakker gik vi ned til bækken. Jonas fik gravet et par søvnige frøer ud af brinken, og Lærke fangede nogen vandlopper i det kolde vand. På vejen hjem gravede vi et stort stykke skovbund op, som vi kørte hjem i vores turvogn. En af smølfedrengene faldt i bækken, da han prøvede at fiske en pind op. Han kunne næsten nå den! Heldigvis var vi på vej hjem.
Hjemme på legepladsen plukkede vi vintergækker, som blev sat i farvet vand og sat op i vinduet.
Torsdag formiddag brugte vi på at undersøge dyrene fra skove med lupper, mikroskop og bøger. Især skolopenderen var flot i forstørrelse på skærmen. Vi kiggede på vintergækkerne, og observerede at det kun var den blå farve som var trukket op i bladene. Vi fik også tid til et hurtigt forsøg med ild, vand og beskyttelsesbriller.
Til sidst blev det hele behørigt dokumenteret i logbøgerne.
Dagen efter kom de første anemoner op af vores hjembragte skovbund. Foråret blev fundet.