10. april 2013

Hjemmetlavet tegnekul

Mandag og tirsdag i uge 15 har smølferne lavet tegnekul. Vi har været ude og finde træ fra forskellige træsorter. Pindene er blevet savet i passende længder og snittet rene og spidse. Derefter er de blevet vejet efter den helt særlige lego metode for at kunne sammenligne vægten af pindene før og efter brænding. Nu blev pindene lagt i en gammel kagedåse, som så blev sat ind i bålet. I dåsens låg var der lavet et lille hul, hvor luft og damp kunne undslippe. Først skete det ikke noget, men efter et par minutter begyndte der at kommer hvid damp ud. Efter yderligere ca 10 min kom der gas ud af hullet. Det kunne vi se fordi gassen bliv antændt, og dannede en fin lille flamme over hullet.
Da dåsen havde "bagt" i alt i 20 minutter blev den taget ud til afkøling. Da kullene var kolde blev de igen vejet. Hvor de før havde vejet 124 legoklodser, var de nu nede på 23!
Til sidst blev der tegnet i logbøgerne for at afprøve kvaliteten.